Pavlova m/blåbærskum og blåbær

Charlottes Pavlova uhmmm

Min datter syntes godt nok det var mærkeligt hun ikke kunne finde en opskrift på Pavlova på min hjemmeside, det var det også, for jeg har ofte tænkt, at jeg skulle lægge den ind under desserter, men den er åbenbart smuttet for mig, så derfor kommer den her.

Pavlova er en marengsdessert opkaldt efter den russiske balletdanser Anna Pavlova. Kagen krakelerer lidt, når man skærer i den. Nyd den med årstidens frugter og luftig creme. Du kan med fordel tilberede bunden og cremen dagen før. Så skal du bare samle kagen, lige inden den skal serveres. Tilberedningstid: 30 minutter Bagetid: 1,5 time. Hviletid 4 timer eller natten over.

10 personer:

6 æggehvider

350 g sukker

2 spsk citronsaft

Fyld:

300 g frosne blåbær (eller friske selvfølgelig)

50 g sukker

1 stang vanilje

2,5 dl piskefløde

3 dl cremefraiche 18%

Ca. 2-4 spsk flormelis – efter smag og behag

Pynt:

100 g blåbær

Flormelis

Pisk æggehviderne stive, og tilsæt sukkeret lidt ad gangen. Der skal piskes længe. Tilsæt citronsaft. Fordel massen på en bageplade med bagepapir i en cirkel med diameter på 24 cm. Bag kagen midt i en 140 grader varm ovn i ca. 1,5 time. Kanten skal være sprød og tør. Sluk for ovnen, og lad kagen stå, til den er afkølet. Tilbered fyldet.

Bring blåbær og sukker i kog sammen med vaniljekorn og stang. Kog til sukkeret er opløst, og lagen tyktflydende. Afkøl lagen helt. Pisk fløden til skum, og vend den med cremefraiche. Smag til med flormelis. Vend blåbærkompotten i cremen, og fordel den midt på kagen. Drys med friske blåbær, og drys med flormelis.

Kagen kan laves med alle slags bær og bunden kan tilsættes fint malet mandler.

Uhmmm velbekomme og god fornøjelse.