Kartoffeltærte

klar til ovnen

med squash, bacon og timian

Lækker tærte både som kold og varm, også fin til frokost dagen efter.

1 rulle tærtedej 250 g

Kartoffelfyld:

3 bagekartofler

200 g bacon i tern

1 squash

1 rødløg

4 stilke frisk timian eller tørret

salt og friskkværnet peber

Æggemasse:

6 æg

250 g hytteost

100 g revet ost

salt og friskkværnet peber

Kartoffelfyld: Skræl kartoflerne, og skær dem i tern. Kom dem i en gryde med letsaltet vand, og kog dem i 5 minutter. Hæld vandet fra, og skyl i koldt vand.

Læg baconen på en kold pande, og tænd for varmen. Steg baconen, til den er gylden og sprød.

Skær squashen i små tern. Pil og hak rødløget. Vend de kogte kartoffeltern, bacon, squash og rødløg sammen, og krydr med hakket timian, salt og peber.

Æggemasse: Rør æg, hytteost og ost sammen, og krydr med salt og peber.

Læg tærtedejen i formen. Fordel først kartoffelfyldet i tærtebunden, og hæld så æggemassen over.

Tænd ovnen på 200°, og bag tærten i ovnen i 30-35 minutter, til den er gylden, og fyldet virker fast. Lad tærten hvile i 5-10 minutter inden servering. Server evt. tærten med en grøn salat til.