Moccatrifli

Denne dessert tager ingen tid at tilberede, og er du kaffedrikker vil den bare være sagen.

2 personer

1 bg past. Æggeblommer (2 stk)
2 spsk sukker
2 tsk majsstivelse
1 dl mælk
½ spsk pulverkaffe
½ tsk kakao

4 makroner
2 spsk Bailey likør

¾ dl piskefløde
1 spsk kandiseret violer
½ spsk mandelsplitter

Æggeblommer, sukker, majsstivelse, mælk, pulverkaffe og kakao piskes sammen i en tykbundet gryde. Opvarmes under piskning til cremen jævner, hvorefter gryden tages af komfuret. Lidt sukker drysses over, og cremen stilles til afkøling.

Makronerne knuses groft og fordeles i portionsglas. Bailey likør, eller hedvin (portvin, sød sherry eller marsala) hældes over og trækker 1-2 timer.

Fløden piskes og vendes med den afkølede creme, som derefter fordeles i portionsglassene. Kandiseret violer og mandelsplitter drysses ovenpå.

NB! Mængden af sukker justeres alt efter hvor sød du foretrækker desserten, ovennævnte passer til vores smag – UHMMM.