Citronsnitter

Har du en ”sød tand” er denne kage det ultimative. Den er forrygende dejlig i sin friske syrlighed. Opskriften stammer fra Isabellas Country liv.

16 stykker kage:

100 g sukker

200 g hvedemel

125 g blødt smør

1 spsk. mælk

1 firkantet bageform (ca. 20 x 30 cm)

Bagepapir til formen

Citroncreme:

Skal og saft af 2 citroner, usprøjtede

1½ spsk. majsmel

1 dl piskefløde

6 æg

250 g sukker

Tænd ovnen på 170 grader. Pisk sukker, hvedemel og smør godt sammen med en elpisker eller køkkenmaskine til en jævn og glat dej. (Det er vigtigt at smørret er meget blødt, ellers skal der lidt mere mælk i, for at få dejen til at hænge sammen). Beklæd bageformen med bagepapir. Pres dejen ud i bunden af formen i et jævnt lag. Bag den i ovnen i ca. 20 minutter, til den er gylden.

Lad den køle af i formen.

Citroncreme: Riv skallen af citronerne fint, du skal bruge 2 spsk. revet skal. Pres saften af citronerne, du skal bruge 1 dl citronsaft. Rør majsmelet og fløde sammen. Tilsæt æg, sukker, citronskal og citronsaft, og pisk det til en jævn blanding. Varm citroncremen op i en gryde ved lav varme under konstant piskning. Pisk hele tiden i cremen, til den tykner, det tager ca. 6-8 minutter. Bemærk: Cremen må ikke koge! Hæld den lune citroncreme over kagebunden i bageformen, og sæt kagen i ovnen i 5-6 minutter, til cremen har sat sig. Lad kagen køle helt af i formen, før du skærer den ud i små firkanter.

Skønt til  en god kop kaffe, god fornøjelse.